The end of Corporate Communication

The end of Corporate Communication?

Inden for det sidste halve år har foruroligende mange virksomheder inden for bl.a. bank-, pensions-, transport- og byggesektorerne valgt at nedlægge, omstrukturere eller kraftigt beskære den traditionelle kommunikationsrolle – Corporate Communications. Er vores fag udrydningstruet?

Mange steder vælger man at lægge employer branding, employee engagement og intern kommunikation ind under HR, marketing får branding, web, sociale medier og andet eksternt rettet, mens presse og issues management bliver flyttet ind under den administrerende direktør som en slags særlig rådgiverfunktion, som vi kender den fra politik.

Og blandt kommunikatører bliver der, ikke overraskende, spekuleret over, om klassisk kommunikation er ved at uddø som en selvstændig funktion.

Mere blæksprutte, mindre høj strategisk hest

Fra et rekrutteringsperspektiv kan vi i Induce slå fast, at kunderne stadig efterspørger kommunikationskompetencer. Men oftere i en anden indpakning end den traditionelle ”kommunikationsrådgiver”. Og oftere med krav om, hvad virksomhederne ser som et ”nyt mindset”. Og dét i særlig grad når forretningen er digital eller er ved at blive det.

Digitaliseringen betyder, at virksomhederne mange steder er ved at ændre deres forretningsmodel til en langt mere outside-in tilgang. Bl.a. med den konsekvens, at kommunikationen med alle interessenter bliver langt mere uforudsigelig.

Og lige præcis derfor efterspørges der altså mindre kommunikationsrådgiver, der skriver lange tekster og insisterer på, at alt skal være ”strategisk” for at kunne kontrolleres (fordi det opleves som langsommeligt, bureaukratisk og upraktisk i en konstant foranderlig verden). Og mere kommunikationsblæksprutte, der aktivt deltager i udviklingen af forretningens nye digitale produkter, services og processer (fordi det opleves som hjælpsomt og dermed værditilførende).

Hacks til din egen fremtidssikring

Kunderne efterspørger dygtige, talentfulde medarbejdere, der:

  • har en stor, kreativ og praktisk anvendelig værktøjskasse: Et væld af ideer, skabeloner og inspiration til, hvordan forretningen hurtigt og lavpraktisk løser en given kommunikativ udfordring (dem får man adgang til når man plejer og hele tiden udvider sit netværk)
  • har ”forretningsforståelse”: Er fysisk til stede ude i forretningen, sætter sig ind i brugernes/kundernes behov og byder aktivt ind helt fra starten af en proces med relevante kommunikationstiltag, der gør processen og produktet bedre, mere relevant, hurtigere ude osv. (flyt dit skrivebord, hæng ud ved deres kaffemaskine, inviter dig selv til deres projekt-/ugemøder, vær den første til at læse customer loyalty undersøgelsen)
  • er strukturerede og arbejder agilt på én og samme tid: Omfavner den agile måde at arbejde på, herunder at arbejde i korte sprints – og bruger en systematisk, struktureret tilgang som kraftigt bidrag til, at alt andet ikke ender i kaos (lav en skabelon og udfyld den hurtigt med formål, mål, målgrupper og aktivitetsplan – og vær klar til at tilrette den når virkeligheden overhaler)

Samme vin, nye flasker

Er de kompetencer, som virksomhederne efterlyser, meget anderledes end dem, kommunikationsfolk traditionelt er opdraget med? Nej, ikke umiddelbart. For målgruppeforståelse, evnen til at sætte mange informationer i system og kreative løsninger er stadig ”hot”.

Men konteksten – den digitale – er markant anderledes. Det er Copywriters til chatbots, som virksomhederne søger efter. Omnichannel Content Strategists, der kan producere stækt engagerende indhold med en høj conversion rate. Det er Employee Advocacy Specialists, der på elegant vis kan engagere medarbejdere til at promovere virksomheden i deres egne, sociale netværk.

Her skal vi som kommunikationsfolk låne fra og lade os inspirere af marketings kommercielle indsigt og HRs ledelsesmæssige forankring. Og så er det forhåbentlig bare en fase, det dér med, at Corporate Communication bliver nedlagt. Én ting er sikkert, og det er, at kommunikationsfolket har en opgave med at få repositioneret os selv så vi bliver set som en helt naturlig del af de nye, digitale talenter.

Læs også: De fem digitale kompetencer, du skal besidde i 2018 (eksternt link til Kommunikation & Sprog)

Om Mette Lundorf

Med en kandidatgrad i organisationskommunikation og PR, har Mette de sidste 18 år arbejdet med kommunikation, marketing og HR i stort set alle afskygninger i bl.a. Maersk, Vejdirektoratet og Sadolin & Albæk.

Mettes hjerte banker særligt meget for at skabe de bedst tænkelige vilkår for, at ny magi kan opstå når gode og dygtige mennesker møder hinanden; Mellem kandidater og virksomheder, mellem chefer og medarbejdere, i og mellem teams, mellem virksomheder og kunder.

Som det nyeste skud på Induce stammen, er Mettes fokusområde at udvide Induces rekrutterings- og netværksplatform med de bedste digitale marketing- og kommunikationsfolk og de mest spændende ditto jobs.

Induce 2018